En bilbombe i det sydøstlige Tyrkiet har dræbt en treårig dreng og såret 15 andre mennesker.
Angrebet skete i byen Viransehir uden for en bygning, hvor dommere og anklagere er indkvarteret.
Den dræbte dreng var søn af en retsmedarbejder, oplyser provinsguvernøren, Gungor Azim Tuna, ifølge AFP til det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.
Han tilføjer, at ingen af de sårede tilsyneladende er kommet slemt til skade.
Guvernøren betegner bilbomben som et "terrorangreb", skriver AFP. Ifølge ham var der gemt sprængstoffer i en parkeret bil, og bomben blev udløst ved hjælp af fjernbetjening.
Den tyrkiske justitsminister, Bekir Bozdag, skriver på Twitter, at ingen terrororganisation og intet angreb vil svække Tyrkiets kamp mod terror.
- Vores beslutsomme og effektive kamp mod terror vil fortsætte, skriver han ifølge AFP.
Der er ikke umiddelbart nogen, der har taget skylden for fredagens bilbombeangreb, der kostede den treårige dreng livet.
Viransehir ligger omkring 25 kilometer fra den syriske grænse. Det er en by med en overvejende kurdisk og arabisk befolkning.
Andre byer i det sydøstlige Tyrkiet har tidligere været ramt af bombeangreb, som enten militante kurdiske grupper eller Islamisk Stat beskyldes for at stå bag.
Tyrkiets regering siger, at den er i krig med begge de to parter.
/ritzau/Reuters