Tre ud af fire brugere af parkeringsanlæg med nummerpladegenkendelse foretrækker løsningen frem for traditionel parkeringskontrol.
Det viser en analyse lavet for Dansk Industri.
Tre ud af fire bilister, der bruger parkeringsanlæg med nummerpladegenkendelse, foretrækker teknologien frem for blandt andet billet, p-skive og parkeringsvagter. Det viser en analyse gennemført af Silverlining Research for Dansk Industris arbejdsgruppe om parkering.
Blandt danske bilister generelt foretrækker 53 procent nummerpladegenkendelse, mens 21 procent foretrækker manuel parkeringskontrol. Ifølge undersøgelsen er 84 procent af brugerne af anlæg med nummerpladegenkendelse tilfredse med løsningen, mens 91 procent føler sig trygge ved at bruge den.
Analysen bygger på 1.026 onlinebesvarelser og 807 interviews på parkeringspladser med nummerpladegenkendelse.
DI Ejendom bruger resultaterne til at argumentere for fælles regler frem for begrænsninger af teknologien. Organisationen foreslår, at transportminister Signe Munk nedsætter en arbejdsgruppe, der blandt andet skal se på skiltning, information, klagemuligheder og karenstid.
- Analysen viser, at bilisterne ikke efterspørger et forbud mod nummerpladegenkendelse. De efterspørger gennemsigtighed, tydelig information og tryghed, siger Helle Juhler-Verdoner, branchechef i DI Ejendom.
Forslaget kommer i forbindelse med høringen om Fair Parkering den 3. september.