Tre af de i alt seks nødhjælpsarbejdere fra Den Internationale Komité for Røde Kors (ICRC), der søndag blev bortført i det nordvestlige Syrien, er blevet frigivet.
Sammen med dem er en kollega fra søsterorganisationen Røde Halvmåne også blevet sat på fri fod igen, oplyser ICRC.
- Tre ICRC-kolleger og en frivillig fra Røde Halvmåne er blevet løsladt og er i sikkerhed og i god behold. Vi venter på yderligere oplysninger om de tre andre kolleger, siger talsmand for ICRC, Ewan Watson, til nyhedsbureauet AFP.
Nationaliteten på de involverede kendes endnu ikke.
Ewan Watson siger heller ikke noget om, hvem de mistænker for at stå bag bortførelsen, der fandt sted søndag, da organisationens konvoj kørte fra den nordvestlige Idlib-provins tilbage til den syriske hovedstad, Damaskus, efter at have leveret lægeligt udstyr.
Statsejede medier i Syrien rapporterede om bortførelsen tidligt søndag, hvor det blev beskrevet, at bevæbnede folk bortførte medarbejderne efter at have skudt imod deres køretøjer.
Det statslige nyhedsbureau Sana berettede, at bortførerne blokerede vejen for Røde Kors' køretøjer, skød imod konvojen, pågreb medarbejderne og førte dem til et ukendt sted.
Bortførerne blev af Sana beskrevet som "terrorister". En beskrivelse, som ofte bruges om oprørsgrupper, der bekæmper præsident Bashar al-Assads regime.
Røde Kors har endnu ikke bekræftet, at der blev affyret skud under bortførelsen. Men organisationens køretøjer er forsvundet.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.