Ritzau
Opdateret kl. 21:14
En kvinde og hendes datter kom til skade, da de i deres personbil kørte frontalt ind i en modkørende varebil på Sydsjælland.
Ulykken skete tirsdag kort før klokken 14 på Præstø Landevej nord for Mogenstrup, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Her kom personbilen af ukendte årsager over i den forkerte kørebane, hvor de ramte varebilen.
Efter ulykken blev moren fløjet til behandling på Rigshospitalet, men hun skulle tirsdag aften være uden for livsfare.
Datteren blev bragt til Slagelse Sygehus med en brækket arm, mens føreren af varebilen slap fra ulykken med knubs.
/ritzau/