Tre kommuner er kun for millionærer

Det kræver en årsindkomst på over en million at købe en villa i Rudersdal, Gentofte og Frederiksberg Kommuner
Der skal en slat penge på bordet, hvis man vil bo i landets tre tilbageværende millionær-kommuner.
Der skal en slat penge på bordet, hvis man vil bo i landets tre tilbageværende millionær-kommuner. Foto: Colourbox

Der er tre millionær-kommuner tilbage på det danske landkort: Rudersdal, Gentofte og Frederiksberg kommuner. Hvis du vil bo her, skal der rulle et syvcifret beløb ind på lønkontoen om året.

Det kræver nemlig en husstandsindkomst på over en million om året at købe og eje en gennemsnitslig villa på 140 kvadratmeter i Rudersdal, Gentofte og Frederiksberg Kommune, viser en undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden, EDC.

I en tilsvarende undersøgelse fra 2006 var der 16 kommuner, hvor det krævede en millionær-titel. Siden er flere kommuner dog slået sammen, men tager man højde for det, var der for seks år siden 14 kommuner på listen.

Det er de seneste års faldende boligpriser, som nu betyder, at flere får mulighed for at købe ønskeboligen, også i de "dyre" kommuner, forklarer kommunikationschef hos EDC, Jan Nordmann.

- Isoleret set er det godt, at flere får mulighed for at købe en fornuftig familiebolig. Vi ser da også tydeligt stigende aktivitet i mæglerbutikkerne, med blandt andet en stigning i salget på 18 procent igennem sommeren i forhold til samme periode sidste år.

Hvis familiens husstandsindkomst er under 800.000 kroner, er der otte kommuner, som ikke åbner dørene til de 140 kvadratmeter store villaer. Alle otte kommuner ligger i hovedstadsområdet.

Udviklingen betyder, at flere får mulighed for at købe bolig i de større byer.

- I perioden da boligpriserne steg kraftigt, var det først og fremmest i byerne, at priserne steg. Det fik mange til at kaste blikket på billigere boliger på landet. Nu går strømmen den anden vej, også fordi det er i byerne, at priserne nu er faldet mest, siger han.

I følge Danmarks statistik tjener en familie i ejerbolig godt 600.000 kroner i gennemsnit om året. Med den indkomst kan familien købe en gennemsnitsvilla i 72 procent af landets kommuner.

Er indkomsten mindre end 300.000 kroner om året, kan drømmen om det typiske parcelhus kun realiseres i Lolland Kommune, viser undersøgelsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.