Ritzau
Opdateret kl. 15:00
Der er søndag eftermiddag lange køer på Vestmotorvejen i østgående retning mellem afkørsel 37 Sorø og 36 Ringsted Nord efter et trafikuheld.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi og Vejdirektoratet.
Ifølge vagtchef Arne Aabech er to personer kommet til skade ved ulykken. Der er dog ingen, der har fået livstruende kvæstelser, fortæller han.
- En er kommet lidt mere alvorligt til skade end den anden, men vedkommende er heldigvis ikke i livsfare, siger han.
Omkring klokken 14.30 er strækningen blevet genåbnet. Der er dog fortsat kødannelse på strækningen.
Der er indtil videre ingen oplysninger om, hvad der forårsagede uheldet.
/ritzau/