Af David Trads,
chefredaktør, Nyhedsavisen
Da vælgerne først stod i stemmeboksen, valgte de igen
den sikre løsning, det trygge kort, den stabile retning, som præcist har været
Foghs strategi under den korte valgkamp. Dygtigt har statsministeren manøvreret
rundt i det politiske minefelt, der opstod, da Ny Alliance blev stiftet i
foråret.
Valget har to tabere:
Først Naser Khaders Ny Alliance, der længe lignede en
folkebevægelse, endte med kun lige at slæbe sig ind i Folketinget. Det er
muligt, at hans mandater lige akkurat bliver nødvendige for Fogh, men et så
svagt valgresultat vil hans indflydelse af naturlige grunde være
svag.
Dernæst SR-alternativet, som reelt led et forsmædeligt
nederlagt. Helle Thorning-Schmidt kom ikke i nærheden af at slå Fogh, som hun så
bombastisk forudså – ja, hun kunne end ikke rokke sit parti væsentligt væk fra
de seneste valgkatastrofer. Endnu værre klarede Margrethe Vestager sig, idet hun
blev benhårdt straffet af vælgerne, som halverede De
Radikale.
De kommende par dage vil vise, hvorvidt Fogh vil forsøge
at inddrage Ny Alliance i sit flertal, eller hvorvidt han alene vil fortsætte
med VKO plus en enkelt færing eller grønlænder. Vælger han første model, vil
dansk politik blive ændret – vælger han den sidste, vil intet blive ændret.