Den danske trafiklovgivningen er noget nær eksemplarisk, men alligevel har vi enten det højeste eller næsthøjeste antal trafikdræbte i bil, på knallert og cykel. Især unge mænd lever livet farligt i den danske trafik.
Det viser en ny rapport om børns sikkerhed i 18 EU-lande, som er udarbejdet af den uafhængige organisation Eurosafe i forbindelse med FN s børnekonventions 18-års-dag.
I Danmark omkommer 4,94 ud af 100.000 unge mænd i alderen 0-19 år som enten passager eller fører af et motoriseret køretøj - i Østrig er tallet kun 0,71.
- Vi er udmærket klar over problemet. Især unge mænd er voldsomt repræsenteret i statistikkerne over trafikdræbte, men vi gør også noget ved det - ikke mindst i den nye trafikhandlingsplan, siger Sven Krarup Nielsen, formand for Vejdirektoratets havarikommission.
Rådet for Større Færdselssikkerhed har målrettet mange kampagner mod unge mænd og derigennem forsøgt at komme dræbere som fart og promiller til livs. At Danmark ligger i den forkerte ende af statistikkerne er derfor en skuffende nyhed og ikke så ligetil at forklare:
- Det kan der være utrolig mange årsager til, og det kan være svært at sammenligne fra land til land. Befolkningstætheden er større i Danmark, og vi har rigtig mange cyklister i forhold til de fleste andre lande. Vi har mange bolde i luften lige nu - eksempelvis skærpede sanktioner og lavere promillegrænse for unge bilister. Men det er en udfordring, og jeg kan ikke lige forklare hvorfor, vi ligger i bunden af statistikken, siger projektleder Søren Troels Berg fra Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Eurosafes anbefaling til Danmark er at gøre det lovpligtigt for cyklister i alle alder at bruge cykelhjelm og påbyde alle personer under 13 år at sidde på bagsædet i bilen.
Lovgivningsmæssigt møder Danmark kraftigere kritik, når det kommer til børn og unges ulykker i hjemmet så som fald, drukning, forgiftning og kvælning.
Hele rapporten kan læses på Eurosafes hjemmeside.