Kritikken af Kinas berygtede arbejdslejre er tiltagende og ifølge en Hongkong-baseret webside er den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, enig i, at arbejds- og genopdragelseslejrene bør lukkes. Det skriver Epoch Times.
Wen Jiabao sagde på et møde i august med andre topfolk fra det kommunistiske parti, at arbejdslejrene har udviklet sig til et system, som korrupte embedsfolk anvender til at beskytte sig selv og undertrykke befolkningen med.
- Systemet bør afskaffes, og der findes ingen undskyldninger for at trække det i langdrag, fortalte Wen Jiabao til sine partifæller.
Han sagde også, at partiet burde beskytte folket og holde op med at holde hånden over korrupte embedsfolk.
Kinas præsident og formand for kommunistpartiet, Hu Jintao, samt den sandsynlige næste partileder, Xi Jinping, svarede Wen Jiabao, at de hverken støttede eller modsatte sig hans synspunkter om afskaffelsen af arbejdslejrene.
Både Jiabao og Jintao ventes at blive afløst på deres topposter i forbindelse med partikongressen i efteråret.
Flere officielle medier har fordømt de tvungne arbejdslejre. Nyhedsbureauet Xinhua, der ofte fungerer som styrets talerør, beskrev i en ledende artikel, hvordan visse offentlige ansatte misbruger arbejdslejrsystemet.
Det var Mao Zedong, som indførte lejrene i 1959. Angiveligt med henblik på at "genopdrage" og rehabilitere personer, hvis lovovertrædelser ikke var alvorlige nok til en fængselsstraf.
Manglerne er, ifølge juraprofessor Wang Xixin fra det juridiske universitet i Beijing, at systemet, der er kendt som "Reform Gennem Arbejde", både anklager, efterforsker og dømmer folk.
Systemet har derfor frie hænder. Også til at idømme uskyldige et ophold i en af de anslåede over 1000 lejre rundt om i Kina.
Tang Hui, en kvinde fra Hunan-provinsen, blev dømt til halvandet års indespærring i en af lejrene, fordi hun tillod sig at protestere offentligt mod de domme, som blev givet til nogle mænd, der havde voldtaget og bortført hendes 11-årige datter.
Dommen blev kritiseret vidt og bredt, og Tang blev sluppet ud af arbejdslejren den 10. august.
/ritzau/