Topchefer vil hjælpe udlandsdanskere

Regeringen vil fjerne skatterabatten til 6000 udstationerede danskere. Topchefer vil have den genindført.
Mærsk er en af de virksomheder, hvis topchefer har været med til at forfatte brevet til skatteminister Thor Möger Pedersen.
Mærsk er en af de virksomheder, hvis topchefer har været med til at forfatte brevet til skatteminister Thor Möger Pedersen. Foto: Tariq Mikkel Khan/POLFOTO/Arkiv / POLFOTO

Skatteminister Thor Möger (SF) bliver nu presset på en meget utraditionel måde. Topchefer fra store danske virksomheder har sendt et brev til ministeren, hvor de går efter, at udstationerede beholder skatterabatten.

Samlet har 24 direktører fra erhvervslivet med Mærsk, Siemens, Carlsberg og en stribe verdensberømte danske arkitektvirksomheder blæst til kamp mod lovforslaget, skriver Politiken.dk.

Beslutningen om at fjerne skatterabatten er en del af den skattereform, som regeringen før sommerferien aftalte med Venstre og De Konservative.

Regeringen vil have, at de omkring 6000 udstationerede danskere, der i dag slet ikke betaler skat hverken i Danmark eller i udlandet, kommer til at betale skat som os andre, har Thor Möger tidligere sagt.

I brevet, som Politiken.dk har fået fat i, skriver de 24 topchefer blandt andet:

- Ud over at skabe arbejdspladser og indtjening i Danmark, betyder udstationering af danske medarbejdere, at vi tilfører udenlandsk erfaring og viden til danske medarbejdere og dansk ekspertise til vore udenlandske aktiviteter.

- Alt sammen forhold, der styrker danske medarbejdere og virksomheder i den globale konkurrence.

Det er ikke første gang, at skatteministeren støder på kritik i forbindelse med fjernelse af skatterabatten.

Hos eksempelvis rådgivningsfirmaet Cowi vil det koste 30-40 millioner kroner at hæve lønningerne til medarbejdere, der nu skal betale dansk skat. Og det vil betyde, at der forsvinder omkring 150 danske arbejdspladser.

De 24 chefer skriver også i brevet, at de vil "venligst anmode regeringen om at genoverveje - og opgive - sit forslag om ophævelse af ligningslovens §33 A".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.