Alvorlige tekniske fejl på prestigeanlægget Amager Bakke har sendt Esbjerg-virksomheden B&W Vølund til tælling og direktør John Veje Olesen ud i mørket.
De amerikanske ejere Babcock & Wilcox har bogført et tab på 320 millioner kroner, og det kostede i sidste uge administrerende direktør for det danske datterselskab, B&W Vølund, John Veje Olesen, jobbet, skriver flere medier.
- Jeg blev sendt hjem i torsdags. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger John Veje Olesen til Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten skriver desuden, at fyringen af John Veje Olesen er direkte relateret til problemerne på Amager Bakke, og at det forventes, at tabene er vokset yderligere, når Babcock & Wilcox udsender årsregnskab om få dage.
Amager Bakke skal efter planen stå færdigt i 2017. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix/arkiv
Det Esbjerg-baserede B&W Vølund fik ordren på levering af to forbrændingsovne til i omegnen af én milliard kroner i 2012.
Men siden er virksomheden løbet ind i problemer med de rørsystemer, der forbinder de store forbrændingsovne.
- Det er normalt en kernekompetence hos os. I dette særlig tilfælde var noget af det ingeniørmæssige rørdesign og særligt nogle af de bagvedliggende beregninger ukorrekte, sagde Babcock & Wilcox’ amerikanske topchef, Jim Ferland, ifølge Jyllands-Posten på en telefonkonference i efteråret.
John Veje Olesens exit er ikke den eneste på direktionsgangen siden ordren på Amager Bakke kom i hus. I sommeren sidste år stoppede finansdirektør Jacob Rosenhøj Jørgensen og engineering direktør Lars Busch.
Amager Bakke er Københavns kommende forbrændingsanlæg.
Anlægsbudgettet er med fire milliarder kroner det næstdyreste i København nogensinde. Kun metrobyggeriet er dyrere.
På toppen af anlægget placeres en skihopbakke tegnet af den verdenskendte danske arkitekt Bjarke Ingels.
Kilde: Finans.dk