En særlig mail kan fremover tikke ind hos ledelsen på Holbæk Sygehus, når sygeplejerskerne på hospitalets medicinske afdeling møder på arbejde - hvis der vel at mærke er alt for mange patienter og for lidt personale til at tage sig af dem. Det skriver TV ØST.
Mailen er en såkaldt "fralæggelseserklæring", og den betyder helt konkret, at sygeplejerskerne kan fralægge sig ansvaret for det arbejde, de skal til at udføre, hvis de mener situationen på afdelingen er uholdbar på grund af eksempelvis overbelægning eller manglende personale. Eller kort sagt: Hvis patientsikkerheden er i fare.
- Den her erklæring er et nødråb. Et råb, der siger, at personalet gør det bedste, de kan, men at de ikke kan sikre, at der ikke sker noget uforsvarligt, fortæller fællestillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne på Holbæk Sygehus, Annette Møller, til TV ØST.
Sygeplejerskerne får mulighed for at tage erklæringen i brug, efter Dansk Sygeplejeråd den 23. januar indberettede den medicinske afdeling på sygehuset til Styrelsen for Patientsikkerhed. Siden efteråret 2016 har der nemlig været massive overbelægningerne på afdelingen, ligesom personalet har været udfordret af at være for få medarbejdere til for mange patienter.
- Situationen er uholdbar. Livsvigtig medicin bliver ikke givet til tiden. Patienter får lagt sonder, fordi der ikke er tid nok til at give dem mad og væske. Vi går på kompromis med vores faglighed. Vi går hjem hver dag med frygten for, at der er nogen, der klager over den behandling, de har fået, som sygeplejerskerne på gulvet ikke har nogen mulighed for at ændre på, siger Annette Møller.
Rent juridisk skal erklæringen hjælpe sygeplejersker, der måske ender med at have en klagesag hængende over sig som følge af det pressede arbejdsmiljø.
- Sygeplejerskerne kan sende den her erklæring ud, hvis de frygter at miste deres autorisation på grund af hændelser, de ikke havde nogen chance for at rette op på, siger Annette Møller.