Top SFer: Krag skal overtage for Søvndal

Sundhedsminister Astrid Krag er den rette arvtager som formand for SF, mener medlem af partiets landsledelse.

Efter Villy Søvndal har besluttet at forlade posten som formand for SF for et hellige sig arbejdet som udenrigsminister, må sundhedsminister Astrid Krag tage over på posten.

Det mener Tonni Hansen, der er medlem af partiets landsledelse og tidligere har siddet på posten som næstformand.

- Umiddelbart så er Astrid min kandidat i øjeblikket, siger han til Ritzau og understreger, at han har været særdeles tilfreds med Søvndals indsats.

- Det er trist, men selvfølgelig respekterer jeg Villys beslutning. Nu har han stået i spidsen for partiet i en årrække, så jeg synes, det er helt okay, at han siger, at nu er der en anden, der må tage over.

- Han har gjort det fremragende, absolut fremragende, siger han.

Er du overrasket over, at han går?

- Ikke umiddelbart, siger Tonni Hansen, der ikke vil fortælle. om han har været orienteret om beslutningen tidligere.

Tonni Hansen, der har været medlem af partiet siden 1980 og blandt andet har kommunalpolitisk erfaring, mener, at det er det helt rigtige tidspunkt at vige pladsen for en anden.

- Så kan en anden nå at blive kørt i stilling inden næste valg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.