Derfor vil Sex og Samfund sætte fokus på børns rettigheder i dette års udgave af undervisningskampagnen Uge Sex, der begynder i skolerne i dag. Det skriver DR Syd.
Ifølge Lone Smidt, der er pædagogisk fagmedarbejder i Sex og Samfund, så er der for mange børn og unge, der ikke ved, hvad der ligger i retten til at bestemme over egen krop.
- Hvis man ikke kender sine rettigheder, så ved man heller ikke, hvordan man skal agere, hvis de bliver overtrådt. De er heller ikke opmærksomme på, hvordan de undgår at overskride andres grænser, siger Lone Smidt til DR Syd.
Det er et område, det er rigtig vigtigt at modtage undervisning i. Det mener Caroline Tranekjer, der går i 8. klasse på Gram Skole.
- Det er vigtigt, at vi har styr på vores rettigheder, når vi selv skal til at have et seksuelt liv, siger hun til DR Syd.
Kampagnen har både fokus på elevernes rettigheder i den fysiske verden og på de sociale medier.
Det er blandt andet de mange sager med deling af nøgenbilleder mod børn og unges vilje, der er baggrunden for årets tema om rettigheder.
- Vi er i kontakt med en del unge, der har oplevet at blive udstillet på nettet. Vi ved også, at der er unge, der er blevet udsat for nedladende, seksualiseret sprogbrug, siger hun.
Udover retten til at sige fra, så vil der også blive undervist i retten til privatliv.