Rumænerne fik pengene som afslutning på en faglig kamp mellem dem og 3F på den ene side og to landbrugsvirksomheder Sjælland på den anden side.
Derudover har rumænerne sammen med 3F sørget for, at arbejde for virksomheden Tornhøjgaard A/S i Gørlev syd for Kalundborg nu er blevet dækket af overenskomst.
- Det vigtigste for os er, at vi har ændret noget. Vi bliver nu ikke længere behandlet anderledes end vores danske og litauiske kolleger. Nu kan vi leve et anstændigt liv. Det kunne vi ikke før, siger 35-årige Vasilica Puricoi, der er talsmand for gruppen på i alt ni rumænere, til Fagbladet 3F.
I december 2016 henvendte han sig til 3F Kalundborg for at få at vide, hvad den normale løn for at passe svin i Danmark er. Timelønnen var på det tidspunkt mindst 135 kroner i timen ifølge overenskomsten mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A.
Så meget tjente Vasilica Puricoi og hans rumænske kolleger ikke. Slet ikke.
Fagbladet 3F har gennemgået fem rumæneres ansættelseskontrakter hos Tornhøjgaard A/S i perioden fra begyndelsen af 2014 og indtil midt i 2016. Rumænerne blev ansat til en månedsløn på mellem 11.000 og 15.500 kroner før skat. Eller mellem godt 68 og 92 kroner i timen.
- Det er grotesk, at vores medlemmer har fået så lav en løn. Arbejde i Danmark skal foregå på fair vilkår, siger Theis Olsen, faglig sekretær hos 3F Kalundborg, til Fagbladet 3F.