Tom Cruise er i fuld gang med at indspille "Mission Impossible 7" i England. Og nogle biltyve kunne være en del af den altid meget teknisk komplicerede handling. For de nappede den 59-åriges store BMW fyldt med kufferter og indkøbsposer lige foran næsen af hans sikkerhedsfolk.
De var rasende, men ikke nær så rasende som Tom, forlyder det. Det er også en anelse pinligt, at den store sikkerheds-afdeling hyret af filmselskabet Paramount ikke engang kunne passe på en bil.
Men det er såkaldte "high-tech-biltyve", som har været på spil i går i byen Birmingham, hvor Tom Cruise og hans kæreste og medspiller i filmen, Hayley Atwell, 39, bor for tiden. Den rasende dyre BMW 7-serie, som er mærkets topmodel er ligeså sårbar som alle andre biler, da de har en remote-åbning i deres nøgle. Når man nærmer sig bilen med nøgle, bliver teknikken aktiveret og bilen låser op og er klar til at køre.
BMW'en holdt på en ikke overvåget p-plads lidt væk fra hotellet. Foto: BMW/Arkiv
Hvis man så har en falsk remote og en medsammensvoren, som står lidt derfra og blokerer signalet til den rigtige nøgle, ja - så kan man sætte sig ind og køre af sted. Og det gjorde de.
BMW i England gav straks en ny bil til Tom Cruise og hans bodyguards, men kort efter fandt politiet via GPS og avanceret sensor-udstyr bilen. Men den var nu rippet – ifølge The Sun – for kostbare kufferter og personlige ting.
Tom Cruise tog det ikke pænt, forlyder det.