Der er i øjeblikket ingen togtrafik mellem Aarhus H og Langå efter en personpåkørsel ved Hadsten.
- En person er blevet påkørt af et arbejdskøretøj. Derfor har vi fået besked fra Banedanmark om, at vi ikke kan køre på tog på strækningen, siger Tony Bispeskov, der er trafikinformationschef hos DSB.
Påkørslen påvirker alle, der rejser på strækningen mellem Aarhus og Aalborg. Hændelsen indtraf omkring klokken 7.15, og DSB forventer, at kørslen kan genoptages omkring klokken 9.00.
Selskabet har bestilt busser til at køre mellem Aarhus og Langå med stop i både Hadsten og Langå.
DSB forventer, at de første busser kører omkring klokken otte, og de vil derefter køre i pendulfart, indtil der igen kan køre tog på strækningen.
- Hvis man skal rejse fra Aarhus mod Aalborg, vil man få op til en times ekstra rejsetid, siger Tony Bispeskov.