Med et snævert flertal på fem-fire besluttede den amerikanske højesteret tirsdag, at tobaksfirmaet Philip Morris alligevel ikke skal betale en millionerstatning til enken efter en storryger.
Kvinden, Mayola Williams, var ellers blevet tilkendt 79,5 millioner dollars – lidt over 450 millioner kroner – i erstatning, fordi hendes mand døde af lungekræft i 1997 efter over 40 år som storryger.
Mayola Williams havde sagsøgt tobaksfirmaet for at have vildledt sine kunder og fået dem til at tro, at cigaretter hverken var farlige eller afhængighedsskabende. Hun vandt sagen i første omgang, men den amerikanske højesteret mente, at kvinden havde fået tildelt erstatningen på et forkert grundlag.
Da sagen blev afgjort ved staten Oregons højesteret, var juryen nemlig ikke blevet fortalt, at de kun skulle vurdere erstatningsspørgsmålet ud fra den skade, som tobaksfirmaet havde påført Williams’ afdøde mand, og ikke ud fra, hvilken skade cigaretterne kunne have givet andre rygere. Derfor underkendte højesteret de tidligere afgørelser.
Sagen er blevet fulgt tæt i USA, hvor diskussionen af firmaers ansvar over for deres kunder raser. Mange af firmaerne mener, at erstatningskravene bliver mere og mere urimelige og vil have retten til at sætte klare grænser for, hvor meget man kan kræve i erstatning.