Politiet har afsløret to såkaldte skunklaboratorier i Østjylland og fundet planter, der svarer til 60 kilo hash.
Tre mænd blev onsdag anholdt i Lystrup og Hornslet, hvor de to professionelle laboratorier til skunk blev afsløret af Østjyllands Politis specialpatrulje.
- I Lystrup fandt patruljen et stort skunklaboratorium på en landejendom komplet med lamper og blæsere og med 390 skunkplanter og 377 stiklinger.
- På en privatadresse i Hornslet fandt patruljen yderligere 105 skunkplanter, oplyser politiet.
Skunkplanter, der dyrkes indendørs under vækstlamper, er en forædlet og meget stærk udgave af den almindelige hampplante. Stoffet er ofte dobbelt så stærkt som hash.
/ritzau/