To unge bandemedlemmer på 18 og 19 år blev lørdag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde fængslet frem til 18. oktober, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
De to blev sammen med en 14-årig dreng anholdt sent fredag aften, efter at de havde kastet en pistol ud af en bil, da politiet gjorde tegn til at stoppe den.
- Lige inden vi bringer bilen til standsning, ser man, at de smider noget ud af vinduet. Da man finder genstanden, viser det sig at være en pistol, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi, Søren Danielsen.
Politiet kender i forvejen de anholdte. Under afhøringer hos politiet nægtede de ethvert kendskab til pistolen.
Efter anholdelserne ransagede politiet både bilen og de anholdtes hjem, men fandt hverken yderligere våben eller andet ulovligt.
De tre anholdte er ikke rockere, understreger vagtchefen, men medlemmer af en indvandrerbande fra lokalområdet.
Den 14-årige, der er under den kriminelle lavalder, blev løsladt først på eftermiddagen lørdag.
/ritzau/