To kvinder spadserer på Storebæltsbroen

Kvinder parkerer bilen og går tur på broen. Da de bagefter når Fynssiden, bliver de anholdt. De vil få en bøde

To kvinder kan imødese hver en bøde på 250 euro (ca. 1500 kroner, red.) for at forstyrre samfærdslen på Storebæltsbroen.

Stik imod færdselsreglerne parkerede kvinderne deres bil i broens nødspor, satte advarselstrekanten op og gik sig en tur.

Ifølge vagtchef Kim Munksgaard, Fyns Politi, ringede adskillige trafikanter til politiet søndag, da de så kvinderne spadsere rundt på broens motorvej og over autoværnet over mod jernbanen.

Politiet kunne også selv følge kvindernes hasarderede færden ved hjælp af de overvågningskameraer, der følger trafikken på broen.

Politiet måtte advare Banedanmark om, at togene skulle sætte hastigheden ned over broen.

Da kvinderne havde nydt udsigten længe nok, slentrede de tilbage til bilen og kørte videre mod Fyn. Her stod politiet parat og anholdt dem.

- Kvinderne har forklaret, at de syntes, at bilen blev lidt varm, siger vagtchef Kim Munksgaard, Fyns Politi.

Der er tale om en tysk kvinde, som har en kvinde fra Australien på besøg. Sammen er de i den tyske kvindes bil på rundtur i Norden.

Ifølge vagtchefen er kvindernes handling ikke mindst hasarderet, fordi motorvejssporet og jernbanen på Storebæltsbroen er adskilt af bred sprække.

I 2002 mistede en 29-årig mand livet, da han overså sprækken og faldt 18 meter ned. Ulykken skete, da han ville undgå at blive påkørt efter et færdselsuheld.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.