Med en kniv for halsen blev en 49-årig mand tirsdag aften truet til at udlevere kontanter, kreditkort og værdigenstande til røvere, der var brudt ind i huset i Rørvig.
Nu har politiet anholdt to personer på 26 og 35 år, oplyser politiet til TV 2 Øst.
Overfaldet var blot et af flere eksempler på røverier, hvor gerningsmænd trænger ind i private hjem.
Ved overfaldet i Rørvig var der tre personer, men der er endnu ingen oplysninger om de tredje røver. Røverne talte med en stærk accent, der ifølge politiet kunne sammenlignes med DR2 s julekalender Yallahrup Færgeby , men det har været uvist, om røverne overdrev accenten.
Ifølge TV 2 Øster har den ene anholdte ingen udenlandsk baggrund.
Under grundlovsforhøret i Roskilde lørdag blev den 26-årige mand fra Asnæs nord for Holbæk fængslet i kun tre dage - i modsætning til 24 dages varetægtsfængsling - da det ifølge dommeren var usikkert hvilken rolle den 26-årige spillede under røveriet, oplyser TV 2 News. Den anden mand fra Holbæk blev varetægtsfængslet i 17 dage, blandt andet på baggrund af vidneforklaringer om, at mandens bil var set i området.