Flere tusind demonstranter har her til formiddag været på gaden i byen Harf Sufyan, der ligger i det nordlige Yemen.
Demonstranterne, der hovedsageligt var shia-muslimer, udtrykte deres utilfredshed med det, de mener, er diskrimination af deres folk.
Men demonstranterne blev mødt med alt andet end forståelse for deres sag, da regeringssoldater begyndte at tæppebombe menneskemængden med sten.
Reuters rapporterer om to dræbte og syv alvorligt kvæstede efter angrebet.
"I forbindelse med en protest fredag formiddag, hvor demonstranterne forlangte regimets fald og politisk forandring, begyndte militærfolk at kaste sten mod gruppen. Omkring 20 mennesker blev ramt," siger en kilde til Reuters.
Protesterne kommer efter en måned, hvor Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, har været presset, som mange andre ledere i Mellemøsten og Nordafrika.
Yemen med præsidenten i spidsen har i årevis stået ved siden af USA i kampen mod al-Qaeda. Ali Abdullah Saleh har siddet på magten i 32 år.
Kilde: Reuters