Det danske obligationsmarked fortsatte tirsdag trenden fra mandag med fokus på den makroøkonomiske situation i Europa.
Det betød i første omgang faldende renter i Nordeuropa, men bedre end ventede forbrugertillidstal fra USA vendte fokus mod den globale økonomiske vækst, hvilket betød et rekyl i såvel de danske som de tyske renter. Til gengæld var der ingen ændring i de sydeuropæiske renter, som dagen igennem fastholdt en stigende tendens.
Den toneangivende danske statsobligation - 3 pct. 2021 - lukkede tirsdag med en rente på 1,37 pct., 5 basispoint mere end ved åbningen.
I første omgang var der tale om krisely for investorerne, men den amerikanske forbrugertillid overraskede med en stigning til 70,3 fra 61,3 måneden før. Konsensus blandt økonomerne var ifølge Bloomberg en stigning til 63,1. Niveauet er dog fortsat historisk meget lavt, men udeblivelsen af en skuffelse fik investorerne til at krybe ud af lyet, mens renterne i Italien og Spanien fortsat lå under for gældsproblemerme.
Her steg den tiårige rente henholdsvis 5 og 6 basispoint til 5,08 pct. og 5,68 pct.
Også det amerikanske Richmond Fed-indeks viste fremgang til +4 fra -9, og dagens amerikanske boligtal fra S&P/CaseShiller over huspriser i 20 større byer landede højere end ventet.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk