Selvom det snart er et år siden, at en 10-årig pige og hendes mor blev kørt ned i et fodgængerfelt ved Forum på Frederiksberg, påvirker oplevelsen stadig den 25-årige mand, der kørte bilen.
Det fremhæver hans forsvarsadvokat, Lene Sejersen, der repræsenterer manden under retssagen på Frederiksberg, hvor han er tiltalt for uagtsomt manddrab på pigen og uagtsom legemsbeskadigelse af hendes mor, og dommen falder torsdag.
- Tiltalte har været psykisk meget påvirket af hændelsen, sagde Lene Sejersen onsdag i retten under gennemgangen af hans personlige forhold.
Den unge mand sad imens med hængende skuldre og stirrede ned i vidneskranken. Hans øjne syntes flere gange blanke under vidneafhøringerne, hvor han også stirrede ned i bordet foran sig.
Da ulykken skete i november 2011, blev han indlagt med chok på psykiatrisk afdeling, hvorfra han først blev udskrevet efter nogle dage.
Forsvarsadvokaten fortalte videre, at hendes klient, der allerede har fået psykologhjælp, har planer om yderligere psykologsamtaler senere.
Også den tiltaltes kæreste er øjensynligt dybt påvirket af ulykken. Hun sad ved siden af ham i bilen, da ulykken skete, og måtte under vidneafhøringen onsdag flere gange samle sig og tørre øjnene, hvorfra mascaraen havde lavet striber ned over kinderne.
To vidner fra den bil, der bliver overhalet, da ulykken skete, var også indkaldt. Det er et ældre ægtepar, som under vidneforklaringen også giver tydeligt indtryk af, at oplevelsen har sat dybe spor.
- Vi holder helt stille, og de to går. Og så hørte jeg bilen, der accelererer. Og jeg råber nej, nej, nej, idet han kører indenom os, sagde manden.
Hans kone begyndte at hulke, da hun igen huskede tilbage på hændelsesforløbet.
De påkørte bliver kastet fremover og lander mange meter længere fremme. Den 10-årige pige dør af sine kvæstelser, mens moren overlever trods flere brud på rygsøjlen, hjernerystelse og en hjerneblødning.
/ritzau/