Tirsdag starter sagen mod en 30-årig mand, der er tiltalt for vanvidskørsel på en UTV i Dragør sidste år. Manden kørte over for rødt og ramte en 68-årig kvindelig cyklist, der mistede livet i ulykken.
I første omgang stak manden af fra stedet, men han meldte sig senere selv til politiet.
En UTV er et terrængående køretøj på fire hjul.
Retssagen finder sted i Københavns Byret, og manden er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, oplyser BT. Han er også tiltalt for at forlade ulykkesstedet og ikke hjælpe kvinden.
Ifølge anklageskriftet kørte manden over for rødt, foretog en uvending, mistede herredømmet over køretøjet og ramte et eller flere vejskilte, før han påkørte den 68-årige kvinde på cykelstien. Anklagemyndigheden mener derfor, at mandens kørsel er i kategorien vanvidskørsel.