Sidste år døde en 31-årig kvinde, efter hun styrtede ned fra 7. sal på Stærevej i København. Nu er politiet overbevist om, at kvinden ikke begik selvmord, men blev skubbet af sin jævnaldrende ekskæreste.
Den 31-årig mand er nu tiltalt for drab, men han nægter sig skyldig.
Baggrunden, for at politiet nu er overbevist om, at kvinden ikke tog livet af sig selv, er, at vidner har forklaret, at parret havde et heftigt skænderi forud for dødsfaldet.
Derudover havde parret andre voldsomme sammenstød inden den fatale episode. Manden er desuden tiltalt for at have taget hårdt fat om kvindens hals og for at have presset hende ned mod en tændt kogeplade, så hun fik et brandsår på den ene overarm, skriver flere medier.
Der er endnu ikke sat en dato for retssagen.