Statsforvaltningen for Hovedstaden går nu ind i en sag i Vallensbæk Kommune, hvor kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen har anklaget borgmester Henrik Rasmussen (K) for at have forsøgt magtmisbrug af sin position, skriver dknyt.dk.
I første omgang skal byrådet ifølge hjemmesiden afgive en udtalelse om de kritikpunkter den sygemeldte kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen har ført frem.
Borgmesteren anklages for at forsøge at få placeret en daginstitution et sted, det ikke var lovligt.
Borgmesteren beskyldes også for at ville benytte lokale håndværkere, selv om de ikke var billigst, og for at have forsøgt at få kommunen til at betale for et maleri, som hans kone har malet.
Anklagerne er blevet afvist på det kraftigste af borgmesteren, der angriber kommunaldirektøren og hans fagforening, Djøf, for afpresning og mafiametoder.
- Jeg kan blankt afvise alle anklager og ser frem til at blive renset i en tilbundsgående undersøgelse, har Henrik Rasmussen tidligere udtalt i en pressemeddelelse.
Statsforvaltningens reaktion er en imødekommelse af Djøf, som i et brev til Statsforvaltningen netop har opfordret tilsynet til snarest at tage sagen op.
Djøf åbner også op for, at dele eller hele sagen i stedet overdrages til Folketingets Ombudsmand.
Tilsynet har bedt byrådet i Vallensbæk behandlede henvendelsen på sit næste møde.
/ritzau/