Nicolai Bentsen er scenetekniker og fællestilidsmand for 3F ´erne på Det Kongelige Teater. Han er født på vestegnen - helt nøjagtigt i Rødovre, men har boet det meste af sit liv i København.
Nicolai Bentsen er far til et barn med autisme, og én til der er lige så unormal som alle andre. Han skriver om fællesskaber og fortællinger mellem mennesker. På arbejdspladser og på fodboldstadions, men aldrig ud fra fokusgrupper. Der vil både være indlæg præget af håbløs nostalgi, samt nye udviklinger og tendenser så længe, at disse foregår i øjenhøjde. Samfundsforhold, overenskomstforhold og alle livets besværlige forhold.
I ISHOCKEY har man et begreb, som hedder ”garbage goals”. Det er dem, man slider sig til. De er sjældent særlig pæne og oftest scoret tæt under mål i sidste øjeblik. Men de tæller præcis lige så meget som de spektakulære og fantastiske af slagen.
Afslutningen på overenskomstforhandlingerne indeholdte dramatiske øjeblikke, grimme tacklinger og for nogle en følelsesmæssig rutsjetur. Der var enegang, forvirring om musketereden, oplevelse af svigt og huller i det sammenhold og fællesskab, som mange havde investeret sig selv i og endnu flere havde sat deres lid til.
Men der blev scoret! Var de tre forlig blevet indgået og annonceret på samme tid, og havde lærerne fået bare en minimal forbedring på deres arbejdstidsaftale, ville denne overenskomstfornyelse være udlagt som én af fagbevægelsens største sejre i måske 40 år!
DER ER en god økonomisk ramme og mekanismer på forligene. Pæne lønstigninger, afskaffelse af privatlønsværn, lavt- og ligelønspuljer samt massiv forbedring af lærlingelønnen. Husk lige på, at da man startede disse forhandlinger, mente Sophie Løhde, at vi skyldte penge, mens Michael Ziegler gjorde det klart, at langt mindre lønstigninger nærmest ville ruinere kommunerne. Ligeledes havde arbejdsgiverne på alle tre niveauer et katalog fra helvede af krav om forringelser, mere fleksibilitet og udvidet ledelsesret. Langt, langt de fleste af disse er undgået, hvilket desværre kan betegnes som et slags nybrud i overenskomstforhandlinger de senere år.
Fra start var vi oppe imod de mest stejle og rigide offentlige arbejdsgivere, vi har oplevet - ja, formodentlig nogensinde. De forlig, som er landet nu, var bestemt ikke en del af masterplanen på den anden side af bordet. Det blev skabt af den enorme mobilisering, det imponerende sammenhold og sympatien i befolkningen.
LIGE NU er det samlede billede dog forstyrret af det drama, som skete på lønmodtagersiden i den absolut sidste fase af forhandlingerne og selvfølgelig det faktum, at det heller ikke denne gang lykkedes at få skabt en forhandlet arbejdstidsaftale for lærerne. Det er nu anden overenskomstforhandling i streg, at KL reelt ikke har ville give sig en millimeter. Lærerne arbejder stadig helt uhørt på en lov.
Når nu der er lavet fornuftige lokalaftaler i over 70 kommuner, hvorfor kunne man så ikke centralt rykke sig mere i lærernes retning? Med det resultat, som vi nu kender om en kommission, er der vel ikke nogen der seriøst tror på spinnet om, at lærerne skulle være ekstraordinært besværlige. Nej, Bondo havde selvfølgelig taget imod selv den mindste forbedring og solgt den som OL-guld til baglandet. Jeg tror desværre, at konflikten om lærernes arbejdstidsaftale afspejler noget langt bredere og mere alvorligt.
Jeg tror, det var selve grundtanken i den organisering af den offentlige sektor som nogle ønsker sig så inderligt. Én hvor politiske reformer og udspil finansieres af forringelser på medarbejdernes arbejdsvilkår. Én hvor den danske model er blevet for gammel, og et mål uden skrupler kan opnås ved lovgivning fremfor forhandling. Én hvor der fra centralt hold hersker udvidet ledelsesret og diktat, mens arbejdsgiverne ensidigt kan bevilge bedre vilkår lokalt efter for godt befindende.
VI KUNNE have været taget ud én efter én. Men musketereden udgjorde en tilsyneladende forsvarsskanse. Godt for os. Godt for Danmark hvor langt de fleste andre ledere heldigvis mener, at samarbejde giver bedre resultater end diktater.
Lærerne skal ikke glemmes, og jeg håber de stemmer ja. For en konflikt virker desværre langt mere udsigtsløs end deres resultat på arbejdstidsaftalen. Det er jo egentlig tankevækkende, at det eneste som den danske model ikke har kunne løse de senere år, er et problem som fra start til slut er skabt af politikernes manglende respekt for modellen og indgriben i samme. Måske ville det faktisk give mening, at de selv tog ansvaret og løste det? Nulstillede situationen. Forlangte en forhandlet arbejdstidsaftale af parterne som udfald af kommissionsarbejdet, og det med en klar trussel om, at alternativet vil være, at en forligsmand sammenskriver et par af lokalaftalerne og ophøjer det til lov 410!
Jeg håber lærerne holder ud. Ja, de tabte stort i både 13,15 og 18. Men hvem vandt? Hverken eleverne eller folkeskolen. Genrejsning er en oplagt opgave for en ny hovedorganisation. Når vi ser på resultatet og de mange aktiviteter undervejs i dette forløb, er der i den grad noget positivt at bygge videre på, ikke noget negativt at gå i desillusioneret selvsving over!
Vi vandt faktisk… om end det var på et lortemål.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.