Hattie Collins - kultur@avisen.dk

»For fanden, hvor er her skønt,« siger Robbie Williams, mens han inhalerer røgen fra sin Silk Cut og kigger ned over de funklende lys i Los Angeles.
Der er to ting, du måske lige skal vide om Robbie Williams: 1) Han er vild med at ryge.
»Jeg nyder det fandeme i øjeblikket«

 2) Han elsker at bruge bandeord – ordet "fandeme" er tilsyneladende favoritten.
»Vil du ha’ en kop te?« spørger han, går ind, og slentrer rundt i sit forkromede køkken.

Faktisk er der tre ting, du bør vide om Robbie Williams. Han er i virkeligheden også fandens rar.
»Et glas vand? Noget frugt?« fortsætter han, før han tager os på en tur i sit fireetagers hus. Det ligger i et bevogtet område højt oppe i Hollywood Hills, men uden den tarvelighed man finder på Sunset Strip.

Det eneste strålende lys her på stedet kommer fra de hvide lamper i træerne rundt om huset. Hans brune og cremefarvede hus er stilfuldt, men ikke overdekoreret. Det eneste, der demonstrativt stikker i øjnene, er den skinnende sølvfarvede Jaguar, der er parkeret foran huset (Williams kører ikke selv i den, han har ikke noget kørekort), fodboldbanen (»den ligger ved siden af mit andet hus, længere nede ad vejen«) og elevatoren, der hurtigt bringer én fra husets entré til studiet på anden sal.Men han er ikke ligeglad med sine omgivelser, og han bliver helt begejstret, mens han viser forskellige ting frem.
»Se her,« hvisker han og peger hen på et par sorte fodboldstøvler og dyre Adidas-sko.
»David Beckham har skrevet sin autograf på dem, mand.« Her finder man også en af Wayne Rooneys træningsdragter. Oven i købet i et glasskab, mand.
»Det er noget, jeg har gjort i så mange år nu, at de her øjeblikke, hvor man må knibe sig selv i armen, efterhånden er ved at forsvinde,« siger han og samler et par Vans op.
»Da jeg var dreng, havde jeg ikke råd til den slags. Nu har jeg fire par. De eneste gange, du nu oplever de her ’knibe-i-armen’-øjeblikke, sker gennem andres øjne. For mig er det blevet reglen, ikke undtagelsen, nu er det er bare ... dit liv.«

Stoppede med chokoladen

Hans liv, som vi kender til det, er ganske succesrigt. Bortset fra Elvis har ingen anden mandlig kunstner haft så mange nummer ét-hits. I 2006 solgte han flere cd’er end Coldplay og James Blunt med et samlet salg på over 12 millioner af det nye album Rudebox , sidste års Intensive Care , samt en Greatest Hits. Og så har han lige afsluttet sin syv måneder lange stadion-tourné, hvor han i gennemsnit har optrådt for 90.000 mennesker pr. aften.

Så det er ikke så underligt, han også bor godt.
»Det her koster mindre end min toværelsers i Chelsea,« mumler han, mens han går forbi vægge dekoreret med originale Banksy- og Warhol-værker. Williams flyttede først ind på Hotel Sunset Marquis, boede derefter en kort periode i Dan Aykroyds gamle hus, før han flyttede hertil. Han elsker klimaet og en vis grad af anonymitet, og han gjorde hurtigt landet med de lokkende lys og de falmede drømme til sin nye base. »Noget af det fedeste ved at være her er, at jeg ikke skal opnå noget. Alle her prøver at få succes, jeg kan bare sidde og kigge på, at det hele sker,« siger han tankefuldt.
»Jeg kan gå ud og drikke en kop kaffe, jeg kan gå til en koncert, date. Men så snart jeg tager til lufthavnen, starter det hele forfra igen.«

’Det’, han refererer til, dækker både op- og nedturene for Robert Peter Williams. Fra de tidlige dage som en femtedel af popgruppen Take That og hele vejen igennem hans solokarriere, har pressen dissekeret den nu 32-åriges mindste bevægelse. Til gengæld sluger han samtlige anmeldelser, interviews og skandalehistorier.

Fristelsen til at selv-Google forsøger han at modstå, men et eller andet sted mellem Warhol-billederne og Waynes træningsdragt finder man hans Apple Mac. Nyt hjemmefra er aldrig længere væk end tre w’er og en dot. Han slår sig ned i en kæmpe sofa og siger:
»Du kan altid finde, hvad du leder efter. Og hvem interesserer sig for alle de positive ting? Når du har et afhængighedsego eller en eller anden form for psykisk problem, søger du efter ting, der fortæller dig at det, du tror om dig selv, er sandt. Og når du gør det, er det virkelig deprimerende, fordi du giver din egen usikkerhed det blå stempel.«

Så hvorfor søge?
»Det er en sygdom. I øjeblikket kan jeg ikke holde op, selvom jeg virkelig gerne vil. Det er som at være i et rum med papirtynde vægge, og i det næste rum snakker de om dig. Hvor længe varer det så, ingen du fylder noget i glasset?«
Dette gælder jo ikke kun for popstjerner; hvem har ikke ruget over manglende anerkendelse på arbejdspladsen eller en e-mail fra en ven efter et skænderi? Forskellen er bare, at Robbies som regel bliver læst af et par millioner mennesker mere. Google er ikke det eneste, Williams forsøger at kvitte. Selvom han elsker det, bliver han nødt til at holde op med at ryge.
»Jeg har bedt en hel del på det seneste, bedt om vilje til at holde op. For jeg har virkelig ikke lyst. Men jeg vil gerne få lysten til at holde op. Og så snart den lyst kommer, dropper jeg smøgerne.« Viljestyrken er der; han fortæller at han for nylig holdt op med at spise chokolade. Han har ikke spist chokolade i tre uger nu.
»Jeg var fandeme afhængig i årevis – alt hvad der har med mad at gøre er skidt for mig – men jeg holdt bare op, og jeg har ikke følt nogen trang siden, hvilket er forbløffende.«Hvordan gør han det? Chokoladeplastre? Meditation? »Jeg tror, der er visse perioder hvor – nå nej, nu skal jeg ikke sætte chokolade ind i en eller anden åndelig sammenhæng, vel?« griner han. »Det er som med alt andet – du skal være klar til at gøre det.«

Fandt begejstringen

Man siger, at berømmelse altid koster, og i Robbie Williams’ tilfælde har prisen været høj. Depression og afhængighed har forfulgt ham igennem hele karrieren, en karriere han indtil for nylig ikke syntes at få ret meget kritisk anerkendelse for. Under Take That’s storhedstid blev Gary Barlow udråbt som ’den talentfulde’. Lige indtil Robbie forlod bandet og blev den virkelige solostjerne.

Men så gentog historien sig på en måde, da Guy Chambers, som var med til at skrive nummeret Angels , af mange blev anset for at være den talentfulde af de to. Sammen skrev de Rock D.J ., Old Before I Die , Let Me Entertain You , MiLlennium , No Regrets , Feel .
»Så udkom pladen Escapology , jeg holdt op med at skrive sammen med Guy, og jeg tænkte ved mig selv, at det var vigtigt, at jeg lavede et Robbie Williams hit-album.« Intensive Care blev hans hidtil største succes med et foreløbigt salg på omkring 6,7 millioner eksemplarer.
»Jeg var sammen med gamle venner fra Stoke, og hele sangskrivningsprocessen kom til at handle om det, den skulle handle om. Igennem hele min karriere har jeg ofte oplevet, at jeg var den eneste, der var begejstret for de ting, vi lavede. Men så befandt jeg mig pludselig sammen med disse mennesker, som havde den samme fornemmelse som mig. Det var den begejstring, jeg havde brug for til Rudebox , og den fik jeg.«

Albummet er måske det mest eksperimenterende, han har lavet indtil nu. Det er fyldt med electro, reggae og hiphop, og blandt producerne finder man så forskellige folk som Mark Ronson, William Orbit og Pet Shop Boys. Han har kendt Neil Tennant og Chris Lowe i årevis.
»Siden Take That-dagene,« husker han.
» Behaviour er et af mine fem favoritalbum. Jeg ville gerne være en Pet Shop Boy, fordi jeg elsker deres musik, og fordi jeg beundrer deres kompromisløse holdning til pop. Når jeg lytter til dem, føler jeg mig som den eneste heteroseksuelle dreng i landsbyen; det er som om de bringer min indre bøsse frem. Jeg bliver helt væk i musikken.«

Når han er hjemme, tilbringer han meget tid sammen med dem.
»Det er kun få mennesker jeg kommer godt ud af det med, det er svært at lære mig at kende. Men vi har det rigtig sjovt sammen. Vi kommer meget i natklubben Heaven, og jeg er fandens vild med det – det er skønt. Jeg tror, de nyder at se stedet med mine øjne, og jeg nyder deres selskab, deres accept.«

På Rudebox spyr han vittige sætninger ud om sit eget liv som teenager i The 80 s, mens The 90 s er et åbenhjertigt billede af Take That. Med inspiration fra Mike Skinner, næsten-rapper Robbie linjer som:
»I met the other guys/One seemed like a cock/I think it’s going to be like New Kids On The Block.«Det hele er med her: Gary-gate, middag med Diana, stofmisbruget, groupierne og pengene, helt op til hans brud med gruppen. »The dream’s turned to shit/It ain’t broke but I’ll break it in a little bit.« Han har ikke udeladt noget overhovedet:
»Jeg vil nok trække grænsen ved familien, men alt andet er til fri afbenyttelse.«

Hvad han gerne vil pointere med disse to numre er, at mens han godt nok er hip hop-fan (han kender alle ordene til Eazy E’s Eazy Duz It-album),prøver han ikke at rappe.
»Jeg ved 100 procent, at jeg ikke er rapper. Jeg ville gerne være det, men jeg er mig, jeg kommer fra Take That. Det andet overlader jeg til eksperterne. Måske skal jeg lave noget sammen med 50 Cent. Han ringede, det vil sig... nogle af hans folk ringede tidligere på ugen. Ham kunne jeg virkelig godt tænke mig at lave noget sammen med. Han er lidt lige som Tyson – blid, men han kan virkelig slå hårdt. Han er som en teddybjørn – med en revolver.«

Robbie Williams forsøgte at få fat i produceren Timbaland i forbindelse med Rudebox, »men der kom ikke noget positivt tilbage fra nogen«, så bortset fra 50 Cent har han besluttet sig til at holde sig til engelske rimsmede i fremtiden. »Ved du, hvem jeg virkelig godt kan li’? Stig Of The Dump. Han er fandeme rigtig go’.«

Al denne snak om musik har virkelig fået ham op på stikkerne.
»Mine hobbier er fodbold og sangskrivning,« fortæller han, mens han spiser vandmelon. Han er glad for Rudebox , men er mere optaget af, hvad der foregår på etagen ovenover. »Har du lyst til at komme med op og høre noget af det nye materiale?« spørger han. Oppe i studiet sidder ’drengene’, Danny Spencer og Kelvin Andrews, aka Soul Mekanik, som Robbie kender fra Stoke.
»Jeg har en eller anden fornemmelse af, at jeg er i gang med at lave det bedste, jeg nogen sinde har lavet,« siger han, før han beder Kelvin om at trykke på ’Play’.
»Alle de andre album har solgt en masse og været store succes’er. Den ene halvdel af mig tænker: Det vil være noget lort, hvis mit bedste materiale ikke bliver halvt så stor en succes. Den anden halvdel er ligeglad. Jeg læner mig mere og mere op ad tanken om, at uanset hvad er det i orden. I hvert fald i øjeblikket,« siger han og griner igen.

Tager en pause

Numrene er guitarbaserede men ikke specielt rock’ede. Særlig vokalen er fremtrædende. For én, som tidligere har udtalt, at han ikke kan synge, lyder det nu ganske godt.Han er forsigtig med ikke at udgive noget lige med det samme, selvom der er rygter om, at et nyt Swing-album er på vej. Faktisk har han tænkt over, om det var på tide at tage en pause fra ’Robbie Williams, popstjerne’.
»I England føles det, som om jeg måske har været lidt for meget på, jeg kan mærke, der er sket noget,« siger han og tænder en ny cigaret.
»Lidt som at, nå, nu går det lidt ned ad bakke. Jeg har haft enorm succes i over ti år nu – langt mere end jeg nogensinde havde drømt om. Og nu er det på tide, Robbie forsvinder ud af synsfeltet. Jeg tror, det er på tide at holde mig væk et stykke tid.«Det er ikke svært at se, hvorfor Williams gerne vil opholde sig i L.A. Han sidder og spiller videospil med dreng gerne holde min side af stien ren.«
»Jeg vil gerne kunne lægge mit hoved på puden hver aften og sige ’Det er o.k. Jeg har passet på mig selv i dag. Nå ja, de har sagt det, og de har gjort det, men det er ikke noget personligt,« siger han og går ud i haven for at kigge på svindende sollys.
»Pået tidspunkt troede jeg fandeme, at jeg var Superman,« siger han, trækker på skuldrere og rækker ud efter en smøg. »Men det er jeg ikke.«

Oversat af Ebbe Rossander