Venstres nye politiske ordfører Britt Bager var onsdag til eksamen ved Folketingets afslutningsdebat, hvor hun som ordfører holdt sit partis tale og bagefter blev udsat for verbale tæsk af oppositionen.
Lidt af en ilddåb for den 42-årige politiker, der på kort tid har gjort kometkarriere i Venstre.
En, der har prøvet noget lignende, er Venstres tidligere politiske ordfører fra Fogh-epoken, Jens Rohde, der nu er folketingskandidat for De Radikale.
Da han første gang skulle forsvare sit partis politik i starten af nullerne, var han så nervøs, at han måtte søge tilflugt på et af Folketingets toiletter. Det fortæller han i P1 Morgen.
- Jeg skal ikke lægge skjul på, at de første tre-fire gange var rædselsfulde. Jeg stod ude på toilettet uden for salen og låste mig inde, inden jeg skulle ind. Jeg tog nogle meget dybe indåndinger for ikke at besvime, så nervøs var jeg, fortæller Jens Rohde i radioprogrammet onsdag morgen.
Jobbet som politisk ordfører var benhårdt og fagligt krævende, fortæller den 48-årige politiker. For at være ordentligt klædt på i alle politiske spørgsmål – fra blåhvalers velbefindende til ældres levevilkår – tog han på visit i alle ministerier. Det var nødvendigt at vide, hvad regeringens ministre sad og arbejdede med, så oppositionen ikke kunne fange ham på det forkerte ben. Samtidig var han nødt til at læse op på de røde partiers angrebsflanker, så han selv kunne sætte det rette stød ind.
Jens Rohde forstår godt, hvis Britt Bager har sovet lidt uroligt i nat.
- Det er en stor dag for Britt Bager, når man skal prøve det for første gang. Det er jo en kæmpe ære at stå og forsvare sit parti. Men når det er sagt, så må hun virkelig have haft nogle sommerfugle i maven. Når man ikke har haft lang tid til at sætte sig ind i sagerne, er der virkelig meget at indhente, siger Jens Rohde.
Folketingets afslutningsdebat runder folketingsåret af, og det ventes, at debatten fortsætter til omkring midnat.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Jens Rohde.