Lørdag den 5. september fylder Aarhus Festuge midtbyen med omkring 30 gratis pop up-aktiviteter og fire parader.
Flere centrale gader og pladser bliver taget i brug, og dele af Grønnegade og Vestergade lukkes midlertidigt for biler.
Aarhus midtby bliver lørdag den 5. september fyldt med parader, musik, kreative aktiviteter og andre oplevelser, når Aarhus Festuge afholder Hele Aarhus Fejrer. Omkring 30 pop up-aktiviteter og fire parader spreder sig over blandt andet Strøget, Store Torv, Lille Torv, Grønnegade, Vestergade og området ved Mølleparken.
Dele af Grønnegade og Vestergade bliver samtidig midlertidigt lukket for biltrafik for at give plads til aktiviteterne.
Programmet byder blandt andet på kreative værksteder, musik, silent disco, guidede ture, kunst og danseworkshops. Dagen begynder med en parade for børn på løbecykler, trehjulede cykler og andre små køretøjer.
- Byens gader bliver fyldt med lokale fællesskaber og spontane oplevelser, hvor man kan stoppe op og opleve noget, man ikke lige havde forestillet sig at møde, siger Jakob Tekla Jørgensen, direktør for Aarhus Festuge.
Hele Aarhus Fejrer blev første gang afholdt sidste år og er nu blevet en fast del af Aarhus Festuge.
Det er gratis at deltage.