En ny analyse viser store geografiske forskelle blandt unge i det kommende Region Østdanmark.
På Lolland er 16,3 procent af eleverne i en højrisikogruppe for at falde fra deres ungdomsuddannelse.
I Gentofte er tallet 3,5 procent.
Der er stor forskel på risikoen for at falde fra en ungdomsuddannelse alt efter, hvor i Østdanmark man bor. Det viser Uddannelsesanalyse 2026, som for første gang samler tal fra Region Sjælland og Region Hovedstaden frem mod dannelsen af Region Østdanmark.
På Lolland tilhører 16,3 procent af eleverne en gruppe med høj risiko for frafald. I Gentofte gælder det 3,5 procent. Analysen viser også store forskelle mellem uddannelsestyperne. På erhvervsuddannelsernes grundforløb tilhører 39 procent af eleverne i det kommende Region Østdanmark den identificerede højrisikogruppe. På de gymnasiale uddannelser er tallet 4,6 procent.
Et særtema i analysen peger på flere forskellige årsager til, at unge kan være i risiko for at falde fra. Det kan blandt andet være faglige udfordringer, psykisk mistrivsel eller en svag social og økonomisk baggrund.
- Jo bedre vi forstår de unge, og hvad der er afgørende for deres valg af uddannelse, jo bedre kan vi også sætte ind med den rigtige hjælp, siger Line Ervolder (K), formand for det forberedende udvalg for regional udvikling i Region Østdanmark.
Region Østdanmark bliver dannet 1. januar 2027 ved en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden.