LGBT+-personer i hjemløshed skal have bedre adgang til hjælp og støtte. Det er målet med en ny indsats fra regeringen.
Ifølge Socialministeriet indikerer internationale studier, at LGBT+-personer er overrepræsenterede blandt hjemløse i Europa, USA og Canada. Forskning peger samtidig på, at nogle oplever diskrimination, social eksklusion eller manglende forståelse i mødet med blandt andet herberger, kommuner og sundhedsvæsen.
Derfor går midler fra regeringens LGBT+ handlingsplan til Projekt Udenfor og WeShelter.
Projekt Udenfor arbejder blandt andet med at støtte LGBT+-personer i hjemløshed og styrke kompetencerne hos medarbejdere på sociale tilbud. WeShelter tilbyder aktiviteter og fællesskaber med fokus på trivsel og mental sundhed.
Socialminister Monika Rubin (M) siger:
- Når man lever i hjemløshed og samtidig oplever at blive afvist eller misforstået af dem, der skal hjælpe én, så står man et ekstra sårbart sted i vores samfund.
Midlerne er en del af den aftalte LGBT+ indsats for 2026-2029.