Det er faldet den tidligere TV 2-vært og nuværende konservative folketingskandidat og byrådspolitiker Ole Stephensen for brystet, at Eva Kjer Hansen er blevet udpeget som ny minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde.
Det skriver Ekstra Bladet.
Faktisk går han så vidt som at sige, at det er en ’kniv i ryggen’ på De Konservative. Det skriver han i en lukket facebookgruppe, hvor han kommenterer dagens ministerrokade.
Den tidligere tv-vært spørger endvidere i sit facebookopslag, om det ikke var medlemmer (konservative ministre, red.) af den siddende regering, der vippede Eva Kjer Hansen af pinden?
Ole Stephensen hentyder til sagen om landbrugspakken fra 2016, hvor Eva Kjer Hansen som miljø- og fødevareminister blev fyret af De Konservative, fordi partiet ikke havde tillid til hende. Dengang var De Konservative støtteparti og stod uden for regeringen.
Mens Ole Stephensen måber, har den konservative gruppeformand Mette Abildgaard ingen problemer med, at den 53-årige Venstre-kvinde vender tilbage på Lars Løkkes ministerhold. Årene er gået, og i dag slår De Konservative ”en streg over” sagen, forklarer Mette Abildgaard.
- Da vi blev en del af regeringen, var det en præmis, at hvert parti sætter deres hold. Derfor har Venstre al frihed til at sætte deres ministerhold, siger hun til Ekstra Bladet.
Også formanden for De Konservative i København, Andreas Boisen, er utilfreds med, at Eva Kjer Hansen gør comeback.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ole Stephensen.