Der sidder Jerry Lee Lewis ved klaveret. Gråhåret, kraftig og tydeligt ramt af alderdom.

Det var i Esbjerg i 1993 hvor jeg så ham til en stor ’Oldies But Goodies’ koncert, hvor også Chuck Berry og Little Richard forsøgte at spille op til dans. Allerede dengang talte vi om på vej hjem, at Jerry Lee nok aldrig kom på de her kanter igen. Han virkede stærkt svækket og ligeglad.

Lørdag aften spillede han en lille intim klubkoncert i Kulturbolaget i Malmö. Rockens tidligere så gale mand blev bakket op af sit ’Killer Band’, smilede et par gange ud til det entusiastiske publikum og blev hjulpet af scenen efter en lille time, så det modne publikum kunne nå hjem til et glas rødvin og en bid ost.

En lille tilståelse. Jeg har flere gange flippet ud til koncerter, hvor et band har spillet sindsoprivende versioner af ’Great Balls Of Fire’, ’Whole Lotta Shakin’ Goin’ On’ og ’Highschool Confidential’. Det er sange, der er skabt til fest og ballade.

På tålt ophold

Lørdag aften fungerede de som underlægningsmusik til et museumsbesøg.

Det lokale Rock’A’Billy band The Buckaroos var opvarmingsband.

De var på tålt ophold.

Det publikum de stod overfor havde stensikkert hørt deres del af mainstream-country. De var kun kommet for én ting.

The Real Deal: Jerry’The Killer’ Lee Lewis.

Og de fik ham da også. Sådan næsten. Som amerikanske legender har for vane, spillede bandet et par numre uden hovedattraktionen. Guitaristen og kapelmesteren har spillet med Jerry Lee i 20 år, og ligner derudover Tommy Seebach næsten på en brik. De andre i bandet ligner bare det de er. Halvgamle mænd der har spillet gammeldags musik hele livet.

Efter et kvarters tid kommer mesteren så selv på scenen. Bentøjet er ikke hvad det har været, og han skal være glad for, at det ikke er ham, men Chuck Berry der har en gakket gangart som signatur. Og hvis Jerry Lee Lewis nogensinde igen skal have en fod på tangenterne, kræver det vist både en lift og et par social – og sundhedshjælpere.

Musikken flyder fint, professionelt og lydefrit. Lidt kedelig standardcountry. Men Jerry Lee Lewis giver i ny og næ et nik til guitaristen og så skrues der op for tempoet i et par minutter. Men Jerry Lee Lewis magter ikke at spille rockmusik ret længe af gangen.

160 gange til koncert

Publikum er bedøvende ligeglade. Hver gang den gamle mand i den lidt for store bredstribede, lilla skjorte lader den tidligere så gyldne højrepote danse over tangenterne, lyder der et begejstret brøl fra salen.

En af publikummerne er 41-årige Steen Achen fra Kokkedal på Sjælland. Hans liv forandrede sig i 1972, da hans far tog ham med til Jerry Lee Lewis koncert i Göteborg. Det fortæller han over en øl i baren før koncerten.

Siden har han set ’The Killer’ give koncert 160 gange. Han har besøgt Jerry Lee Lewis i hans hjem i Nesbitt, Mississippi omkring 20 gange. Og derhjemme har han rundt regnet 600 albums med sit store idol. Steen har svært ved at forklare, hvad der fascinerer ham så meget eller hvad der skete den aften i 1972, hvor Jerry Lee tog sig tid til at tale med en lille knægt fra Danmark.

»Det er bare måden han er på. Og så er han bare den største rock’n’roller. Elvis var da en god entertainer, men Jerry har bare det hele,« siger Steen.

Ingen stjerner

Jeg tænker bagefter på, at Steen på en måde har været heldig. Tænk hvis hans far havde slæbt ham med til en Barbara Streisand koncert eksempelvis.

Det er selvfølgelig en grundlæggende præmis ved en koncert med Jerry Lee, at han på et tidspunkt skal spille ’Great Balls Of Fire’ og ’Whole Lotta Shakin’ Goin’ On’.

Alt andet ville være som en nytårsaften uden champagne.

Og de kom da også. Den gamle lurendrejer gemte dem til sidst, og de kom så hurtigt, at man først opfattede det bagefter, da legenden var hjulpet af scenen og lyset blev tændt.

Faktisk formede hele seancen sig som en seksuel debut. Et halvlangt, lidt kedeligt og famlende forspil. Og så en alt for tidlig sædafgang da det sjove for alvor skulle til at ske.

Vel egentligt meget passende. Størstedelen af publikum var teenagere i løbetid i miden af 1950’erne.

Dengang Jerry Lee Lewis kunne sætte ild i både hitlister og underliv.

Jerry Lee får ingen stjerner af Nyhedsavisen. For hvad skulle vi give stjerner for. De fleste tager til koncerten for oplevelsen. For muligheden for at sige, at nu har man set en legende. Og det kan hverken dårligt helbred, rystende hænder eller røvballecountry ændre på.