To unge tibetanske munke har sat ild til sig selv i Tibets hovedstad, Lhasa, søndag i protest mod det kinesiske styre, oplyser Radio Free Asia.
Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua er den ene af munkene død af sine kvæstelser.
De to munkes selvbrænding foregik foran Jokhang-templet i den centrale del af Lhasa, som er mål for mange tibetanske pilgrimme. De blev hurtigt ført væk af sikkerhedsstyrker, der ankom i flere biler og ryddede området i løbet af 15 minutter.
De to munkes identitet er endnu ikke fastslået.
De to menes at have været en del af en gruppe unge, der var samlet foran templet for at protestere mod Kina, der ikke vil lade tibetanernes eksilleder, Dalai Lama, vende hjem. Dalai Lama flygtede fra Tibet i 1959.
- Sikkerhedsstyrkerne kom med det samme og slukkede ilden, og alle turister i området blev genet væk. I løbet af 15 minutter var området ryddet, og der var ingen spor efter hændelsen, fortæller et øjenvidne.
- Flammerne var enorme og vidner formoder, at de to munke blev dræbt, siger en eksiltibetaner med henvisning til kilder i området.
Lhasa er nu fyldt med politi og sikkerhedsstyrker, fortæller kilder.
Ubekræftede meldinger fortæller at flere tibetanere samledes for at protestere efter selvbrændingerne, og der skulle have været flere anholdte.
Der har været 35 tibetanske selvbrændinger siden marts 2009.
Kina besatte Tibet i 1950.