Thulesen Dahl vil bevare hjemmeservice

Regeringen sløjfer hjemmeservice med nej til boligjob-ordning, siger Kristian Thulesen Dahl (DF).

Regeringen rammer førtids- og folkepensionister, dræber små danske virksomheder og øger sort arbejde, når den fra nytår afskaffer hjemmeservice.

Sådan siger Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl. Folketingets finansudvalg gennemgik tirsdag regeringens finanslovforslag for 2013 sammen med finansminister Bjarne Corydon (S).

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Hjemmeservice for pensionister lider den endelige død med finanslovforslaget, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Ordningen var med i boligjob-ordningen med fradrag for husejere. Regeringen sløjfer den ordning uden at genskabe den gamle hjemmeserviceordning for pensionister.

Siden 2003 har folkepensionister kunnet vælge mellem kommunal og privat hjemmeservice. Når ordningen afskaffes, sparer regeringen 70,6 millioner kroner i 2013 og 84,4 millioner kroner i 2014, viser finanslovforslaget.

- Rigtig mange pensionister rammes af ordningen, som også har effekt på beskæftigelsen. Det har skaffet arbejde til en hel del små virksomheder, som typisk har dansk arbejdskraft, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Hvad betyder det for sort arbejde?

- Det gode ved ordningen er, at man kun får fradrag for arbejde udført på regning. Derfor er en hel del arbejde, som før er lavet sort, begyndt at blive lavet hvidt. Folk har haft en interesse i at få en regning, som de kunne trække fra, siger DF's finansordfører.

Ved hjemmeservice betales tilskuddet direkte til virksomheden uden om forbrugeren. I 2011 blev loven ændret, så folkepensionister over 65 år eller førtidspensionister kunne få 30 procent tilskud til rengøring.

Virksomheder får kun støtte, hvis de er med i hjemmeservice-ordningen, som administreres af Erhvervsstyrelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.