Hvis der har været en konkurrence i Helle Thorning-Schmidts (S) familie om, hvem der først kom i regering, så er der nu fundet en overraskende vinder.
Den 64-årige Glenys Kinnock, som er S-leder Helle Thorning-Schmidts svigermor, er nemlig blev udnævnt som europaminister i Gordon Browns Labour-regering.
Efter at 10 ministre er gået af som følge af skandaler og mistillid til Brown, præsenterede den britiske premierminister i dag sin nye regering - og her stod Glenys Kinnocks navn altså på listen.
Og den danske svigerdatter kan næsten ikke få armene ned.
"Gordon Brown kunne ikke have valgt en mere kvalificeret person. Hun bliver dén britiske europaminister, der ved mest om Europa. Og jeg er sikker på, at hun vil gøre det rigtig godt," siger Helle Thorning-Schmidt ifølge flere medier.
Glenys Kinnocks blev medlem af Europaparlamentet i 1994, hvilket er fem år før, Helle Thorning-Schmidt blev valgt ind.
Siden er Glenys Kinnock blevet genvalgt to gange, men hun havde for længst meddelt, at hun ikke ville genopstille ved denne uges valg til Europaparlamentet.