Skandalerne ruller henover det britiske politiske landskab, og Helle Thorning-Schmidts svigerforældre går ikke ram forbi i denne forbindelse.
Glenys Kinnock fik i sidste uge titel af ny europaminister som led i en større regeringsrokade foretaget af Gordon Brown, men nu er hun kommet i skudlinjen.
Den EU-kritiske tænketank Open Europe har lavet beregninger, der viser, at hun og hendes mand Neil har hævet helt op til 70 millioner kroner i løn og diæter fra institutioner i EU gennem 15 år.
Open Europe stiller direkte spørgsmålstegn ved, om Glenys Kinnock er den rette europaminister, når hun har svært ved at skille tingene ad.
Glenys Kinnock har været i Europa Parlamentet de seneste 15 år for Labour, og Neil har været britisk EU-kommissær fra 1994-2004.
Begge hævede boligdiæter fra EU-kasserne, mens de boede sammen i Bruxelles. Det gav en solid kontant gevinst udover deres almindelige løn.
Deres søn Stephen Kinnock har været gift med Helle Thorning-Schmidt siden 1996, og parret har to børn.