Den tidligere skatteminister for SF Thor Möger Pedersen langer ud efter Venstres politik, forud for at han starter i stillingen som ny udviklingschef for Socialdemokraterne.
Han skal blandt andet være med til at forberede den socialdemokratiske valgkamp op til næste folketingsvalg, og han ser frem til at komme i sving, lyder det.
- Løkke vil skære ned på vores fælles velfærd og genindføre de ydelser, der fastholdt mennesker i fattigdom. Omvendt skaber regeringen med S i spidsen tusindvis af arbejdspladser og passer på vores velfærdssamfund, skriver han på sin Facebook-profil.
- Der er med andre ord gode grunde til at arbejde for, at Socialdemokraterne genvinder regeringsmagten. Derfor er jeg også glad for at få mulighed for at give en hånd med, skriver han.
Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den tidligere skatteminister, men han ønsker ikke at udtale sig, da han ikke længere er politiker, men embedsmand.
- I mit nye job er jeg socialdemokratisk embedsmand - og ikke politiker. Derfor kommer jeg heller ikke til at udtale mig til pressen, skriver han.
Dermed får Socialdemokraterne nu tilknyttet en af de centrale figurer fra tiden, hvor Villy Søvndal stod i spidsen for SF.
I en alder af blot 26 år blev Thor Möger Pedersen skatteminister efter at have fungeret som SF-strateg i forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Han er dermed den hidtil yngste minister nogensinde.
Thor Möger Pedersen var blandt andet med til at udforme det fælles S-SF udspil "Fair Løsning", som blev udgangspunktet for Helle Thorning-Schmidts (S) og Villy Søvndals valgkamp.
Efter valget blev store dele af "Fair Løsning" dog opgivet, da S og SF skulle forhandle regeringsgrundlag med De Radikale.
/ritzau/