Da skuespilleren Thomas Bo Larsen for et par uger siden dukkede op til sin første danselektion hos Vild med dans-partneren Mie Moltke, måtte han indse, at han havde kastet sig ud i noget, hvor han ikke kunne bunde.
Det var nemlig langt sværere, end han havde regnet med.
- Jeg mødte ind mandag morgen og fik en depression. Jeg havde haft en drøm, hvor jeg dansede rundt i klister, jeg kunne ingenting. Og Mie dansede rundt om mig, fortæller skuespilleren.
Men allerede efter et par dage gik den grumme følelse heldigvis væk igen.
- Onsdag var jeg allerede i himlen, og jeg havde en fornemmelse af "hey, måske kan jeg lære det her alligevel", siger han.
Mie Moltke, der er tilbage i TV2's underholdningsshow efter barsel, glæder sig over, at hun skal danse med den flabede skuespiller, selvom han ikke har meget træning på et dansegulv.
- Han er jo fandenivoldsk. Jeg er den pæne og kontrollerede, og jeg elsker, at jeg skal danse med én, der er helt modsat, siger hun.
- Men jeg har da råbt en del af ham allerede, griner hun.
Om det er råberiet, der hjælper, er ikke til at sige.
Men følelsen af, at benene begynder at makke ret på dansegulvet, kan Thomas Bo Larsen godt mærke.
- Det er livsbekræftende, og jeg nyder at lære noget nyt, siger han.
Første show danses fredag den 7. september klokken 20.
/ritzau/