Den engelske fodboldstjerne John Terry har spillet sin sidste kamp for det engelske landshold.
Det meddeler Chelsea-forsvareren selv ifølge flere bureauer.
Beslutningen kommer dagen før, Terry skal afhøres af fodboldforbundet FA i sagen om racistiske tilråb mod Queens Park Rangers-spilleren Anton Ferdinand.
- Jeg føler, at FA ved at komme med disse anklager mod mig, selv om jeg allerede er frifundet i retten, har gjort min position på det engelske landshold uholdbar, lyder det i en erklæring fra John Terry.
Dermed blev VM-kvalifikationskampen mod Moldova den 7. september, som England vandt med 5-0, Chelsea-spillerens 78. og sidste landskamp.
Terry blev efter VM-slutrunden i 2006 David Beckhams efterfølger som kaptajn for landsholdet - et hverv han havde indtil februar 2010, hvor den daværende landstræner Fabio Capello midlertidig tog armbindet fra ham.
Årsagen var, at engelske medier skrev, at John Terry havde haft et forhold til landsholdskollegaen Wayne Bridges eks-kæreste.
Et år senere fik Terry imidlertid anførerbindet tilbage, blot for at miste det igen i februar 2012, hvor det engelske fodboldforbund fratog ham den ærefulde tjans, fordi John Terry stod anklaget for racisme rettet mod Queens Park Rangers-spilleren Anton Ferdinand.
En anklage han senere blev frifundet for i retten på grund af mangelfuldt bevismateriale, men som fodboldforbundet nu på eget initiativ har taget op igen med en høring mandag.
/ritzau/