Det koster den canadiske tennisspiller Denis Shapovalov 50.000 kroner, at han søndag tordnede en bold ind i øjet på en dommer.
Det Internationale Tennisforbund, ITF, har givet den 17-årige canadier en bøde på 7000 dollar efter søndagens episode i en Davis Cup-kamp mellem Storbritannien og Canada.
Shapovalov blev så frustreret over en dårlig returnering i et opgør mod briten Kyle Edmund, at han hev en bold op ad lommen og sendte den i retning af kampens dommer.
Uheldigvis ramte den dommeren i øjet, så han måtte på hospitalet. Shapovalov blev samtidig diskvalificeret, og Canada tabte dermed Davis Cup-kampen 3-2.
Udåden gik op for den canadiske teenager med det samme, og han har undskyldt gentagne gange.
Shapovalov havde allerede før mandagens bøde tilkendegivet, at han ville acceptere sin straf uanset, hvad den måtte være.
Kampens dommer Arnaud Gabas slap fra episoden med et hævet øje.
/ritzau/