Han bærer den altid på sig – den lille notesbog. Matt Berninger, forsanger i amerikanske The National, samler på ord, man får lyst til at smage på. Ord, der kan fremkalde en verden af billeder. I notesbogen bliver brudstykker af overhørte samtaler kradset ned.
Det er The Nationals tekster båret af Berningers dybe basstemme, der adskiller de fem newyorkere – oprindeligt fra Ohio – fra andre glimrende indierock-bands. Det hørtes i går i et udsolgt Amager Bio i København, og på mandag kan de danske fans igen synge med på linjer som ’showered and blue-blazered’ og ’You get mistaken for strangers by your own friends’, når bandet giver ekstrakoncert i Store Vega.
Plads til associationer
The Nationals anerkendelse er ikke antændt af en pludselig mediehype. Den er derimod langsomt taget til i styrke siden bandets nærmest tilfældige dannelse helt tilbage i 1999 i New York, hvor de fleste af medlemmerne tjente deres penge i it-branchen, da dot.com-boomet var på sit højeste.
En aften over nogle øl gav de fem venner sig til at brygge sange sammen – helt uden pladekontrakt og begejstrede anmeldelser i tankerne.
Men sådan blev det, og Berninger skiftede musen og jobbet som webdesigner ud med mikrofon og notesbog.
Ord som ’diamant slippers’, citibank lights’ og ’professional white shirts’ har fundet vej til teksterne på det seneste album, ’Boxer’, men det er kun en brøkdel af notesbogens indhold, der ender som tekstlinjer.
»Det er som regel ikke de højtravende vendinger og forkromede ord, der viser sig at virke. I virkeligheden er det det talte sprog mellem mennesker, der er mest fascinerende og sigende,« forklarer Berninger.
I modsætning til historiefortællere som Bruce Springsteen – der i øvrigt er stor The National-fan – byder Berningers tekster ikke på afrundede fortællinger. I stedet leverer han billedskabende ord og små sætninger, der fungerer som affyringsrampe for lytterens egne associationer.
»Men mine tekster er ikke bare usammenhængende ord sat tilfældigt sammen. Teksterne giver mening for mig, men der er ikke kun én mening, og det kan jeg godt lide. At man selv kan tillægge sangene betydning,« forklarer 36-årige Berninger og påstår, at teksterne heller ikke er selvbiografiske.
Sådan da. For nummeret ’Karen’ handler til dels om hans kone Coryn.
Det gør nummeret ’Slow Show’ til gengæld ikke, selvom teksten lyder ’I dreamed about you for twenty-nine years, before I saw you. I missed you for twenty-nine years’. For Berninger var ikke 29 år, da han mødte sin kone.
29 års savn
»Den linje er taget fra sangen 29 years’ fra vores første album, og den handler faktisk om en anden. Men det er jo det fantastiske ved livet – at man kan tro, at man har mødt den person, det skal være, og så ender det helt anderledes.«
Hvilken er din egen yndlingslinje?
»’Let them all have your neck’ (lad dem alle få din hals, red.), fordi det er vigtigt at turde være sårbar og dramatisk eller endda melodramatisk. Især fordi sangtekster er stedet, man kan gøre det. Det, du måske ikke kan sige i et selskab eller til nogens ansigt, kan du sige i en sang.«
Bandet er lige nu på deres hidtil længste turné rundt i verden, men når Berninger er hjemme i New York, tager han stadig opgaver som webdesigner. Men ikke fordi han har brug for pengene.
»Turnélivet er en mærkelig tilværelse langt fra virkeligheden, hvor alt handler om dig selv, bandet og musikken. Derfor kan jeg godt lide at komme ind på kontoret og indgå i et socialt fællesskab, hvor man kan have nogle ordentlige samtaler over kaffemaskinen.«