Team Danmark forventer, at det danske herrehåndboldlandshold til januar må tage fra endnu en stor slutrunde uden en medalje, når holdet er med ved VM i Spanien.
Det vurderer eliteorganisationens direktør, Michael Andersen, en måned efter, at håndboldherrerne skuffede stort ved kun at nå kvartfinalen ved OL i London.
- Jeg tror, at det bliver svært for Danmark at lave et topresultat til VM. Jeg tror, at man skal bygge op i forhold til EM i 2014 på hjemmebane. Dér skal vi være med i kampen om medaljer og også gerne tage en medalje, siger han.
- Ved VM i Spanien tror jeg, at man skal være tilfreds med at nå en kvartfinale. Det tror jeg skal være succeskriteriet. Jeg mener ikke, at vi er der, hvor nogle af de andre lande er.
- Jeg ser Spanien, Kroatien og Frankrig foran os. Jeg mener, at vi ikke ligger i top-3 blandt herrerne i øjeblikket, vurderer Michael Andersen.
Team Danmark-direktøren rasler dog ikke med sparekniven over for Dansk Håndbold Forbund efter det magre OL.
Tværtimod er han tilfreds med, at herrelandstræner Ulrik Wilbek har fået udvidet sine beføjelser, eftersom han mandag blev præsenteret som sportschef i forbundet.
Ulrik Wilbek har jobbet som sportschef sideløbende med landstrænerjobbet, som han passer til og med EM i Danmark i 2014.
- Der er ét afgørende kriterium for Team Danmark, og det er kvalitet. Vi lægger pengene dér, hvor der er størst kvalitet.
- Kvalitet er vigtig, og vi mener, at Ulrik Wilbeks arbejde i dansk håndbold gennem årene har været båret af kvalitet, siger Michael Andersen.
Danmarks håndboldherrer vandt sølv ved det seneste VM, der blev afviklet sidste år i Sverige.
/ritzau/