De er skøre, de danskere. Stik dem et 80 er-levn, og de kommer stormende i hobetal skønt billetterne koster en dagsløn og fadøllet en krone pr. centiliter.

Så står man for eksempel i Odense en søndag aften sammen med koncertgængere, hvis musikalske horisont stadig står klarest, når Genesis kommer til Herning, Aerosmith til Randers og altså Elton J. til et stadion i Bolbro, Odense V.

Plus 35-pigerne ved siden af mig har været til alle tre koncerter, og er tydeligvis også klar, når Bryan Adams næste måned skal ’fyre den kanon af’ på Ringsted Stadion. Oh ve, oh skræk. Rockdinosaurer kan man fodre får med, det ved Elton John, så selv om han stadig er aktuel med sidste års The Captain & The Kid -album, så spillede han kun en lillebitte sang fra den plade.

Til gengæld var han iklædt et pingvin-suit med en kæk sølv-krokodille på ryggen, der så ud til at have fanget netop Elton selv mellem tænderne, hvilket egentlig var et meget fint billede på aftenens begivenheder.

For Sir Elton John er som få fastspændt i behovet efter hits, derfor en Greatest Hits -tour, hvor folk åbenbart gladelig betaler 615 kroner for at stå op til ikonets bagkatalog.

Det vil sige, helt udsolgt var der ikke, og der var som sådan også plads til runde albuer blandt det til lejligheden fornuftigt fleece-påklædte parcelhus-publikum, som indledningsvis fik den lange instrumentalintro Funeral For A Friend , som er stjernens egen idé om, hvordan hans begravelse skal lyde (!). Guitarist Davey Johnstone i øvrigt i klædt en guitar med logoet for Eltons Captain Fantastic And The Brown Dirt Cowboy -plade.

Hvad med Nikita?

Første del af koncerten var faktisk gode sange fra hans mest kreative år i første halvdel af 70 erne. Vi var med helt tilbage til Madman Across The Water ( 71), hvor især Tiny Dancer fik sangeren til at storsmile.

For det er i sandhed en sang fra dengang, Elton var selveste Kaptajn Fantastisk, og ikke endnu overspillede sin egen brown dirt cowboy-rolle med stribevis af skrupskøre solbriller og åh, hvor gør det ondt -ballader. Tilsyneladende kom dog kun en brøkdel af de 20.000 publikummer for at høre glemte hits og arkæologisk krokodille-rock.

»Spiller han ’Nikita’?,« blev der spurgt.

Nej, heldigvis ikke, tænkte man. Hvad med en ti minutter lang og yderst excentrisk version af Rocket Man ? Nå, ikke.

Faktisk spillede han nøjagtig samme setliste som i Malmø, så ingen overraskelser her. Just another day at the office med takke-ture op og ned ad scenegulvet til de mest hengivne fans.

Klart, for den 60-årige klaverbokser spiller og synger stadig som en drøm. Han har sangene og formatet, men desværre, alt for meget rutine.

Slut med at tosse rundt på pianoet, nu er det stillesiddende hygge til et modent publikum, der i øvrigt også først fik kollektivt gang i dansebenet, da I’m Still Standing kom på menuen som sang nr. 21 ud af 25.

Først der tog fadøllen fat, og de bagerste rækker var i stand til at ignorere, at trommerne konstant efterlod et dundrende ekko. Den slags får folk til at klappe ude af takt. Den slags får folk til at gå i baren og så ellers tidligt hjem.

Men lur mig om, de samme mennesker ikke dukker op næste gang, Sir Elton J. kigger forbi med en pebret hitparade. Ægte nostalgi er in i Denmark. Det har især musikkens købmænd regnet ud.