Taliban afviser rygter om forhandlingsvilje

Britisk tænketank siger, at stærke kræfter i Afghanistans Talibanbevægelse ønsker forhandlinger med Nato.

Taliban i Afghanistan afviste mandag en rapport om, at nogle af bevægelsens øverste ledere er parate til at føre forhandlinger om en omfattende fredsaftale, som skulle indebære USA fortsatte militære tilstedeværelse i landet.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Taliban vil være parat til at forhandle om en våbenhvile som led i en general aftale, hedder det i rapporten fra tænketanken The Royal United Services Institute, der siger, at de har interviewet fire Talibanledere.

Men en talsmand for Taliban i Afghanistan siger, at rapporten er baseret på "løgne" og "er helt uden hold i virkeligheden."

- Vi har aldrig ønsket, at amerikanerne skulle blive i Afghanistan.

Ifølge rapport, som snart bliver udgivet, er nogle Talibanledere indstillet på at bryde fuldstændigt med al-Qaeda som led i en aftale og også åbne for forhandlinger om uddannelser for piger.

Taliban, som har kæmpet mod Nato-ledede styrker i 11 år, har altid udelukket forhandlinger med de afghanske myndigheder og Washington, så længe der er udenlandske soldater på afghansk territorium.

Volden er på det værste niveau i Afghanistan siden 2001, og Vesten ønsker forhandlinger forud for den planlagte tilbagetrækning af de fleste Nato-soldater inden udgangen af 2014.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.