Store mængder korn på vejbanen skaber lige nu så store problemer, at Østjyske Motorvej er blevet spærret i nordgående retning mellem frakørsel 60 - Vejle Nord - og frakørsel 59 - Hornstrup.
- En lastvogn har haft problemer med bagsmækken, og så har den smidt en masse korn på vejbanen, siger vagtchef Fritz Lund fra Sydøstjyllands Politi.
- Vejdirektoratet har lukket hele motorvejen ned for at få fejet kornet op, lyder det videre fra vagtchefen.
Oprydningsarbejdet er i gang, og politiet forventer, at der igen kan køre biler på strækningen efter klokken 8.30.
Der skete en mindre trafikulykke, efter kornet blev tabt.
- En bil kører for stærkt ind i kornet og forulykker, men dog uden stor personskade, siger vagtchefen.