En syvårig pige, der blev ramt af skud og alvorligt såret ved et skuddrama i de franske alper onsdag, er ude af det koma, som læger lagde hende i for bedre at kunne behandle hende.
Det oplyser chefen for den franske efterforskning.
Pigen ses som et vigtigt vidne i sagen, eftersom politiet fortsat står næsten på bar bund i efterforskningen.
Pigens forældre og mormor blev alle dræbt, da familien af ukendte gerningsmænd eller en gerningsmand blev skudt og dræbt i et turistområde ikke langt fra Grenoble i det sydøstlige Frankrig.
Den syvårige piges fireårige søster, der også overlevede skuddramaet, er søndag fløjet hjem til London, hvor familien boede.
/ritzau/AFP